Etiske regler og hestevelfærd for jagtridning.
Hensynet til vores heste skal gå forud for alt andet. Hestens velfærd skal prioriteres over rytternes ønsker om at forcere et spring, en grøft og for at melde fuldført.
Derfor vil vi indskærpe retningslinjerne for brug af diverse hjælpemidler samt god etik overfor vores heste. Opsamlingen er inspireret af såvel det internationale rideforbund som Dansk Rideforbund.
Jagtens master og bagmaster, såvel som jagtledelsesmedlemmer har myndighed til at udelukke en ekvipage, hvis man udsætter sin hest for mishandling, unødig straf eller overlast.
Retningslinjer for jagtridning med hestevelfærd som overordnet fokus:
Det vil blive anset som mishandling af hesten, hvis den udsættes for unødigt ubehag eller smerte. F.eks. ved at forsøge at presse en udmattet hest igennem en jagt, ridning på tydelig halt hest, overdreven brug af pisk, og/eller sporer samt hårdhændet brug af bid. Hvis en rytter ikke kan styre sit temperament og lader det gå ud over hesten, vil det blive betragtet som mishandling. Ved blod som følge af overdrevne handlinger er mishandlingen meget tydelig, men der kan være tale om mishandling, selv om der ikke er synlige tegn. Enhver form for mishandling vil medføre hjemsendelse fra jagten.
I mindre tilfælde af blod, f.eks. hvor en hest ser ud til at have bidt sig i tungen eller læben, og det kan tørres eller skylles af, kan man fortsætte jagten.
Pisk må kun anvendes som anvisning og motivation. Aldrig som straf væk fra springet. Desuden må pisken kun bruges to gange pr. tilridning, hvor hesten har front mod opgaven. Pisken må aldrig anvendes med skaftet ned af, når slaget indledes. Og pisk må aldrig bruges i affekt og slagene må ikke være unødig hårde og aldrig i hovedet.
Det anbefales desuden, at man træner hesten hjemmefra, så man har en formodning om, at den vil springe grøfter og andre udfordringer, der måtte komme på en jagt.
Farlig ridning accepteres ikke. F.eks. hvis man ikke har fuld kontrol over hesten, springer i alt for høj fart og gentagne gange overhaler andre, hvorved man kan være til fare for både sig selv og andre heste og ryttere samt publikum.